Virksomhedskøber.dk
Incuba, Åbogade 15,
8200 Aarhus N
info@virksomhedskober.dk

Business Model Canvas ved køb

Når du skal købe en virksomhed kan du med fordel bruge Business Model Canvas som analyseværktøj.

Business Model Canvas er et grafisk værktøj, som du kan bruge til at få overblikket over de 9 vigtigste byggesten for en virksomhed.

Når du har overblikket kan du begynde at udvikle og flytte rundt på indholdet i de 9 byggesten. Du kan gøre det alene, men det virker bedst sammen med andre – f.eks. din familie.

Grafisk

Det bedste ved denne model er at den er grafisk og kan hænges op på køleskabet eller på kontoret. Det betyder at flere personer samtidigt kan diskutere og udvikle på den.

Udfyldt business model canvas af en pølsevogns

Download den grafiske skabelon til business model canvas fra Download center

Lav 2 canvas´er

Når du har fundet en virksomhed, som passer til dine ønsker så udarbejd et canvas på den. Lav den ud fra de informationer du kan finde på nettet og andre steder. Betragt denne som et ”status canvas” – sådan ser virksomheden ud i dag.

Brug nu dette status-canvas som udgangspunkt for hvordan du kan se din kommende virksomhed skal udvikle sig.

De 9 byggesten

Business Model Canvas giver dig mulighed for at beskrive og forholde dig til disse 9 byggesten som en virksomhed består af:

1) Værdi virksomheden giver kunderne

Skriv både det umiddelbare problem virksomheden løser for kunden og de mere skjulte. Er det f.eks. en pølsevogn så sælger den et hurtigt ”madfix” i form af en hotdogs, men den sælger også et ”time out” fra hverdagen, et ”frirum fra sundhedsbølgen” og en ”følelse af at være dansker”.

Det er de sidste tre værdier, der får pølsen til at smage godt og ikke det tvivlsomme kød i den røde tarm.

Brug god tid på at finde de værdier som virksomheden giver kunden og de problemer som kunden får løst ved at bruge virksomhedens produkt eller service.

2) Kundesegment

Hvilke personer eller virksomheder leverer virksomheden værd til? Vær så præcis som muligt. Gør kunden levende ved at skrive en lille historie om kunden.

  • Pølsevognens kunder er fortrinsvis mænd, der kommer forbi pølsevognen eller lever i nærheden. De bruger den som et frokoststed, et behageligt afbræk fra andre indkøb eller som forret til den kommende aftensmad.

3) Kanaler over til kunden

Her skal du beskrive hvordan varen eller dine serviceydelser bliver transporteret/ distribueret til kunden. Du skal også opridse de to tre bedste markedsføringskanaler.

  • Pølsevognen er i sig selv distributionskanal for salg af pølser. God skiltning i og ved vognen vil være den bedste markedsføring.

4) Kunderelationer

Relationer til kunde kan spænde fra personlige til automatiserede relationer. Den enkelte virksomhed skal finde den relation, der giver mest mening for virksomhed og kunde. F.eks. er kunderelationer i en butik personlig mens salg fra en webshop vil være automatiseret.

  • Pølsemandens relationer til kunden er personlig og til stamkunder sandsynligvis meget personlig. En venlig lyttende og konverserende pølsemand er en del af den værdi, som pølsen repræsenterer.

5) Indtægter

Hvordan genereres der indtægter fra hver af de valgte kundegrupper? Er det indtægter fra styksalg af varer eller måske fra abonnement?

  • Pølsevognen tjener penge på salg af pølser og sodavand.

6) Aktiviteter

Hvilke aktiviteter skal virksomheden udføre for at den kan levere de valgte værdier til kundegruppen? Ved at gennemtænke hvilken arbejdsindsats det kræver at levere sine ydelser eller produkter bliver man opmærksom på arbejdsgange i virksomheden.

  • Pølsevognen kræver at der er en til at forberede mad, sælge den, indkøbe råvarer, rengøre pølsevogn og en der udfører generel administration.

7) Ressourcer

Hvilke ressourcer er der brug for for at kunne producere den værdi, som skal leveres til kunderne? Ressourcer kan være fysiske, menneskelige, økonomiske og immaterielle.

  • Pølsevognens nødvendige ressourcer er en fysisk pølsevogn og et menneske til at udføre de forskellige serviceopgaver.

8) Partnere

Ingen virksomheder lever i et tomrum uden samarbejdspartnere, der på den ene eller anden måde er med til at få virksomheden til at fungere. Hos nogle virksomheder har partnerne ikke den store indflydelse, hos andre er de essentielle. Partnere kan være med til at skabe stordriftsfordele, reducere risiko og give adgang til bestemte ressourcer.

  • Pølsemandens partnere er leverandører af pølser, brød mv., gadeforeningen i den gade hvor vognen står, udlejer af stadepladsen, kommunens tekniske forvaltning, der give lov til at have vognen stående.

9) Omkostninger

Hvilke omkostninger er der forbundet med at udføre de valgte aktiviteter og erhverve ressourcerne? Med andre ord hvad består omkostningerne i virksomheden af?

  • Pølsevognen har omkostninger til leje af pølsevogn og plads, løn, administration, markedsføring og til køb af fødevarer.

Læs mere

Køb evt. bogen om Business Model Canvas på dansk

Download den grafiske skabelon til business model canvas fra Download center

 


Opfinderen forbruger penge og skaber viden. Iværksætteren gør det stik modsatte: Forbruger viden og tjener penge.
- Søren Hougaard, fra bogen Iværksætterheld

Relaterede artikler:
Relaterede artikler:
Søgning efter virksomhed
Hvilken forskel kan jeg gøre i virksomheden?
Business Model Canvas ved køb
Undersøg dette før købet
Hvorfor sælger sælger?
Kriterier til udvælgelse af virksomhed
Andre emner:
Personlige overvejelser
Søg og find din virksomhed
Faser i køb af virksomhed
Pris og finansiering af købet
De første 100 dage
Download værktøjer